Mit formsprog
Jeg inspireres af børns verden, naturen, skygger og lys. Helt almindelige situationer kan kaste en meget spændende skygge alt efter lysets påvirkning. Dette umiddelbare udtryk, synes jeg er enormt interessant.
En umiddelbar og legende tilgang til livet er ofte at finde i børns verden. Fra min egen barndom husker jeg, at jeg ofte betragtede de voksne, mens jeg undrede mig over, hvorfor de ikke bare gjorde det som de havde mest lyst til. Bekymringsfri kunne jeg så stikke i et par sko løbe ud og lege indtil jeg blev kaldt ind til aften.
I mine værker skildrer jeg motiver fra børns verden. Mit ønske er at skildre legen og det som foregår i legen, ikke bare det første man ser, men også de følelser og prøvelser, der er.
Børnene der optræder i mine værker, er ikke tidstypiske. Det er oftest børn fra en anden tid. Deres tøj, frisure og rammerne omkring dem er som de var i min egen barndom. Jeg synes det giver stemningen sjæl og vækker en dejlig følelse af nostalgi, når man kigger på det.
Jeg maler med akvarel. Mine materialer er papir, vand og akvarel maling. Jeg bruger teknikker som vådt i vådt, vådt på tørt, lifting og lavering. Jeg holder meget af at male med få farver, gerne tone i tone. Jeg kan godt li når farver "spiller" sammen, skaber en helhed og understøtter det udtryk jeg gerne vil have frem i billedet. Som bundfarve i mine værker lægger jeg en lasering i en lys farve eller jeg lader papirets rå hvide være bundfarven. Lette penselstrøg og få kunstneriske greb er karakteristisk for mig som kunstner.
Jeg arbejder mest i formatet 70x90 cm, men jeg laver også værker i mindre formater. Min værker lader jeg fremstå uindrammet, da jeg synes et glas og en ramme forstyrrer helhedsindtrykket. I stedet monterer jeg papiret på et lærred og præparerer det færdige værk med fixativ og cold wax, så det er modstandsdygtigt overfor smuds og fugt.
